Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


December 2002


Skudsmålsbogen - efter 1 år


VK-regeringen holder af karaktergivning og må derfor finde sig i, at blive vurderet ud fra andet end regeringens egen facitliste

CulturCommentar:

En af den for et år siden nytiltrådte kulturministers første offentlige handlinger var, at hylde forfatteren Klaus Rifbjerg. Hvis Rifbjerg skulle fristes til at videreudvikle 90'er trilogien Karakterbogen, Synderegistret og Facitlisten kunne det passende blive en Skudsmålsbog. Den karakterglade regering vil næppe udelukkende få positiv bedømmelse af forfatteren.

Den nye minister skrev bl.a.:
Alligevel har forfatterne - de, der er førsteled i den litterære fødekæde - ikke spundet guld på deres erhverv og deres enestående bidrag til dansk kultur. Lige bortset fra nogle få, der har haft held til at udgive bestsellere. Derfor vil jeg også kæmpe for, at vores kulturpolitik vil styrke kunstnernes arbejdsforhold. Jeg vil søge, så godt jeg kan, at gøre det lettere at være kunstner.
Citatet viser glimrende, at en skudsmålsbog for en regering skal udarbejdes ud fra andet og mere end regeringens egen facitliste.

Vurderet efter det første år må man først og fremmest konstatere, at VK-regeringen ved sin tiltræden havde for ringe indsigt i det samlede kulturområde.

Regeringsgrundlaget fylder ikke

Kulturministeriets egen resultatliste viser med al ønskelig tydelighed misforholdet mellem de temaer som regeringsgrundlaget angav og de faktiske resultater. Ministeriets liste omfatter ialt 14 resultater, hvoraf højst to kan hævdes at være udmøntninger af regeringsgrundlaget.

Blandt ministerens resultater er en ny filmaftale, en ny lov om biblioteksafgift, ny ophavsretslov, ny kunststøttestruktur, aftalen om Kulturministeriets uddannelser, børnekulturnetværk, arkivlov og centralbiblioteksstruktur. Ingen af disse resultater er initieret af VK-regeringsgrundlaget.

Regeringen er derimod blevet nødt til at forholde sig til omverdenens krav - og i nogle tilfælde nødt til at reparere egne skader (lov om biblioteksafgift, kunststøttestruktur).

Man må naturligvis forvente, at VK-regeringen fortsat vil fremhæve egen evne til at overholde løfter og dermed fastholde erindringen om efterlønnen. Men den regering, som morer sig over andres cykelhjelme, ved også glimrende, at den reelle prøve ikke handler om løfterne, derimod om det samlede indtryk af opgavevaretagelsen.

Og her fremstår de "manglende løfter" om finanslovsnedskæringer på kunsten som det dominerende problem. Dette er godt nok lettet ved nogle mindre lunser i forbindelse med Finansloven for 2003 (hvor de gamle og syge åbenbart har fået det bedre - siden der pludseligt er råd til forbedringer...). Diskussionerne om Rigsarkivet, Biblioteksafgiften og Medielov har dog ikke ligefrem styrket regeringens position endsige anseelse på kulturområdet.

Nemt at mobbe

Den aktuelle offentlige debat kan hyppigt synes usaglig. Når dagbladet Dagen eksempelvis på lederplads skriver, "kulturminister Brian Mikkelsen i ugevis ikke har slået skæverter", så er det vel mest at se som en ansøgning om at komme med i redaktionen af Politikens At Tænke Sig. Men det selvdefinerede holdningsløse blad går efter de nemme point - og det er åbenlyst nemt at give den nuværende kulturminister offentlig dumpekarakter.

Dagbladet Politiken er ikke holdningsløst, men bruger regeringens 1. årsdag til at gå fuldstændigt grassat i kritkken af ministeren. Og Politikens medarbejder præsterer så usammenhængende kritik, at man iøvrigt kommer i tvivl om bladets virkelighedssans. Den nuværende minister passer sine børn - til forskel fra Politiken-journalistens idealminister, Niels Matthiasen, som levede sig helt ind i kulturlivet - på evige drukture. Blot pudsigt, at det er den nuværende minister som skal kritiseres for at passe børn. Den radikale forgænger valgte sågar at få børn i ministertiden. Og er ikke kendt for at skeje ud i nattelivet. Politiken kunne have kritiseret de sidte 25 års kulturministre for manglende leben. Og om biblioteksafgiften mener Politiken, at ministeren har skabt sig et voldsomt problem ved at få kritik fra Dansk Magisterforening for det forlig, som næsten hele Folketinget står bag. Man kan kritisere regeringen for meget i sagen om bibliotekspengene - men det centrale er næppe kritikken fra Dansk Magisterforening. Det lykkes på denne måde glimrende for Politiken at følge op på den snart 1 år gamle artikel, hvor hovedkritikken af ministeren var hans fornavn.

I den offentlige debat glæder mange sig over udsigten til at Socialdemokratiet fremover muligvis vil komme til at spille en rolle som opposition til regeringen. Man kunne håbe, at regeringens år 2 blev brugt til blot en smule relevans og saglighed i mediernes omgang med kulturpolitikken. Kulturministeren savner en kritisk opposition som kan andet end mobbe.

Kulturministerens skudsmålsbog for år 1 er ikke fyldt med roser. Men er der andet end torne i oppositionens skudsmålsbog?

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør



Læs også:
Løfter fulgt til dørs
Fra arkivet:
Mikkelsens første halve år

Søndag Aften 12/2002

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.